26. juni 2009

Kursus med Tenga Rinpoche i Odense

Benchen Karma Geleg Dargye Ling i Odense kan hermed annoncere den glædelige nyhed, at vi afholder sommerkursus med Tenga Rinpoche den 12. og 13. juli 2009.

Søndag den 12. juli vil der være program med indvielse og undervisning. Mandag den 13. juli er der ikke noget program, men Rinpoche vil være i centeret.

Program

Tenga Rinpoche giver indvielse til Guru Dragpo og til Vajra Brynje mantraet. Guru Dragpo er et aspekt af Guru Rinpoche og indvielsen stammer fra Dordje Lingpas terma. Endvidere vil Rinpoche give undervisning og instruktioner i praksissen.

Om Vajra Brynje mantraet

Fra den Lotus-Fødte Padmasambhavas uendeligt mange metoder til at hjælpe væsener til at opnå lykke, frigørelse og den endelige buddhatilstand, hører Vajra Brynje mantraet specielt under metoderne til at fjerne både kendte og hidtil ukendte sygdomme. Før en kriger drager ud i kamp tager han først sin brynje på, så han er usårlig overfor fjendens angreb. På samme måde vil den daglige recitering af Vajra Brynje mantraet hjælpe til at fjerne angreb fra alle de 404 slags sygdomme – enkeltvis og i deres mangfoldige kombinationer. Det er ét mantra som kan modvirke alle sygdomme på en gang. Vajra Brynje mantraet er en skjult terma-skat af Padmasambhava, som blev fundet af den tibetanske mester Dorje Lingpa i det 14. århundrede.

Tenga Rinpoche har sagt om dette mantra, at det er specielt gavnligt imod alle de nye sygdomme, der viser sig i vores tid og som der endnu ikke er fundet nogen kur imod.

Oversættelse: Der vil være oversættelse til dansk og til engelsk.

Tid: Søndag den 12. juli 2009 kl. 14.00

Sted: Kurset finder sted på adressen:

Odense Toldkammer st. th.
Østre Stationsvej 43
5000 Odense C

NB! I bedes medbringe egne puder eller lignende, da der kun er trægulv i kursuslokalet.

Kursuslokalet er centralt beliggende, lige ved siden af Odense banegård. Når man kommer ud af banegårdens hovedindgang, går man 400 meter til højre. Bygningen ligger på samme side af vejen på det første hjørne ved lyskryds nummer to fra banegården. Arrangementet afholdes i stueetagen.

Der er gode parkeringsmuligheder for dem, der kommer i bil.

Pris: 200 kr.

Tilmelding

Tilmelding er påkrævet! Da der er et begrænset antal pladser, er det en god idé at tilmelde sig i god tid. Man kan tilmelde sig på odensecentret@hotmail.com

Overnatning

Kontakt Odense Turistbureau på tlf. 63 75 75 20. De vil være behjælpelige med overnatningsmuligheder i alle prisklasser. Eller klik ind på adressen www.visitodense.com og se under overnatning. Der kan man f.eks. booke bed & breakfast til to personer for 550 kr. For samme pris kan man overnatte på Danhostel lige ved siden af banegården.

Arrangør

Benchen Karma Geleg Dargye Ling
Dronning Olgas Vej 1
5000 Odense C
Danmark
Tel.: 70 20 90 73
E-mail: odensecentret@hotmail.com

Info: Kontakt os på odensecentret@hotmail.com