Buddhas lære indeholder mange specielle udtryk. Fartøj er et af dem:
Fartøj (theg pa / yana). Udtrykket fartøj er centralt i buddhismen, fordi det dækker mange planer af anvisninger samt deres anvendelse. Der er mange forskellige måder at opdele en buddhas instruktioner på, men oftest hører vi om tre fartøjer: hinayana, mahayana og vajrayana. Disse fartøjer er dét, som bringer os til vores destination på en åndelig rejse — fra forvirringens endeløse hav til frigørelse og den oplyste buddhatilstand. Hinayana dækker en holdning og et sæt instruktioner, der lægger vægt på forsagelse af verdens blændværk; der tales om det nytteløse i at stræbe efter behagelige oplevelser og ting, som alligevel forsvinder efter en kort stund, en stræben, der i sig selv er frustration. I stedet for at opnå glæde gennem visse situationer i denne verden, opelsker vi muligheden for at finde frihed ved at være opmærksomme i det nuværende øjeblik, uden at distraheres af forstyrrende følelser, hvilket udvikler indre ro. Indre ro giver så plads til at se klart og tydeligt, at alting er forbigående, at egoistisk stræben er smertefuld, og at ideen om et fast og vedvarende “jeg” blot er en illusion. Når vores bevidsthed er “vænnet fra” den vanemæssige involvering i illusion og egoistiske følelser, opnår vi frigørelse fra samsara, fra de betingede bevidsthedstilstandes verden. Denne vej kaldes også for hinayana, det mindre fartøj, eller pratimoksha, individuel befrielse, fordi vægten ligger på at skabe frihed for sig selv, ligesom “at feje for sin egen dør først.”
Men er det nu nok at være frigjort, mens alle andre ikke er det? Når vi ser os omkring, opdager vi, at vi er ikke alene om at være her, og at vi er dybt forbundne med alle andre væsener. Mahayana, det “store fartøj,” lægger vægt på at tage alle andre med på vejen, at vi motiveres ud fra ønsket om at bringe alle vore “forældre” fra tidligere liv med til frigørelse og oplysning. Som mahayana udøvere tager vi et løfte, bodhisattva-løftet, om “lige meget hvor længe det tager, lige meget hvor svært det er, så vil jeg ene og alene tage ansvaret for at hjælpe alle levende væsener op fra de tre lavere riger, ud af samsaras seks verdener, fra nirvanas passive tilstand til bodhisattva-planerne, og endeligt til den sande og fuldkommengjorte buddhatilstand.” Dette store mod, denne umådelige frygtløshed hviler på indsigt i jegløshed, på forståelsen af at alle ting og den personlige identitet begge er uden håndgribelig virkelighed. På denne måde er den sande mahayana vej foreningen af medfølelse og indsigt.
I forbindelse med mahayana, men bestemt ikke foruden, kan vi også være heldige nok til at komme i forbindelse med buddhaernes “vajra fartøj.” Vajrayanas kernepunkt ligger i oplevelsen og erkendelsen af vores vajra-natur, den uforanderlige, ukonstruerede og oprindelige vågenhed — som fuldendelsesfasen — i forening med anvendelsen af enestående midler: guddom, mantra og samadhi — som udviklingsfasen.
