22. juli 2010

Bengalske Tigerstribede killinger på Gomde


Nu skal I bare høre.

Der var engang i en gammel dansk by i frysende bidende kolde november at vi hørte et lille forsigtigt piv bag en mur. Vi kikkede og så en forkommen lille killing. Åh, det var den killing, hvis mor var draget bort. Måske tilbage til Hesbjerg Gods, hvor familien oprindeligt stammede fra.

Den var ikke til at komme tæt på, men sulten var den og kunne ikke holde sig væk fra en skål kattemad. Den hvæsede som en kæmpe, frygtindgydende tiger der vejede højst 200 gram.

Vi fik fat i nakken på den og den var ganske svær at holde fast. "Vil du med til Gomde eller vil du blive her i den kolde vinter og dø af sult?" Som svar kom der hverken hvæs, piv eller kløer. Hverken i favnen eller i toget på vej til Gomde.

Lille Tashi voksede trygt op og en dag den surfede på Google, opdagede den at den nedstammer fra de Bengalske Tigerstribede Ginger katte. Den blev oprigtig glad for at tilhøre en linie.

Den er også blevet velsignet af Phakchok Rinpoche, Tsoknyi Rinpoche og Khandro Rinpoche.

Tashi betyder den heldige. "You are so fortunate," sagde Khandro Rinpoche mens hun behændigt kradsede Tashi under begge ører.

En dag begyndte Jack, en handsome dude nede fra Hviid klanen, at sværme. Tashi begyndte at synge mærkelige sange og ville blive ude til sent om natten.

Da begyndte Tashi at få en ugentlig p.pille kvast ud i maden. For man kan jo ikke lade en lille killing blive forført af en strejfer slyngel, selvom han er en flot fyr.

Tashi blev større og også tungere om livet. Men hvem gør ikke det med endeløst mad og snacks?

En dag var Tashi våd på bagbenene. "Er du plumpet i søen igen, klodsmajor?" sagde jeg.

"Den er gravid" sagde to gæster.

"Det er da umuligt; hun er højst syv måneder gammel og har været på pillen i over to måneder."

Knap havde jeg båret Tashi ovenpå og lagt den i sin lille lotus rede - da vupti! - kom tre små killinger. I tre forskellige farver og stadig Bengalske Tigerstribede.

Nu er Skifer, Perle og Amber knap fire uger, kravler rundt, drikker mælk, leger eller sover. Er der noget mere kært end små killinger!

Jack har i øvrigt hverken sunget, ringet eller sendt en sms siden.

Da Chokyi Nyima Rinpoche forleden velsignede alle tre sagde han, "Vær sikre på at deres nye familier værner godt om dem!"

Kik godt på billedet og I kan sikkert gætte hvem der er hvem.

Hvis du vil høre mere om Skifer, Perle og Amber -- og om hvordan du kan få en af dem hjem og bo hos dig -- så har de telefon 86356835.

Kærlig hilsen Erik og Tara.

P.S. Klik på billederne for at se dem i stor format.