4. marts 2009

Bedre sent end aldrig


Tanker om støtte til Gomde
Jeg havde ikke overskud og fred I mit sind til at formulere mine tanker om det at forhøje bidraget til Gomde, dengang der var opfordring til det; men bedre sent end aldrig.

Se venligst Anne Lises indlæg først. Det findes under punktet:
mandag, november 10, 2008 - Støt Gomde og overflyt din Kirkeskat

Da jeg læste Anne Lises indlæg, følte jeg mig mindre fremmed overfor mine egne tanker.
Man behøver ikke at være jyde for at ønske at vide, hvorledes de penge, man giver, bliver brugt. Jeg mener, man har pligt at holde sig orienteret om det. Sådan har jeg det med andre organisationer, jeg støtter. Midlerne skal bruges bedst muligt. Derfor oplever jeg det som værende lidt besynderligt, at jeg er medlem af og giver penge til et samfund, hvis organisationsstruktur virker utidssvarende og hvis beslutningsprocesser er uigennemsigtige, fordi jeg er elev af Chökyi Nyima Rinpoche.
Jeg har gjort mig de samme overvejelser med hensyn til at støtte Rinpoche´s Gomde som Anne Lise, men er kommet frem til, at det kan jeg ikke uden, at jeg samtidig støtter den til en hver tid siddende ”enevældige regering”.
Disse overvejelser var årsag til, at jeg ikke svarede på den opfordring, der kom til sangha medlemmerne om at opfordre til at betale et månedligt beløb eller forhøje det , man allerede betalte. Jeg ville ikke anbefale noget, jeg ikke selv kan gå helhjertet ind for.

Medbestemmelse og det, at man føler sig respekteret, er en væsentlig faktor for engagement med glæde. Selv om vi er en Sangha og alt ideelt set burde være fryd og gammen, så er det frugtbart at se realiteterne i øjnene. Hvis jeg har forstået det ret, så er Gomde præcist ligeså rent som de øjne, der ser det, og hvor mange af os er sande dakaer og dakinier? Altså må der være temmelig mange forstyrrende følelser i omløb, hvilket Anne Lises indlæg beskriver godt. I velfungerende organisationer er der forholdsregler og procedurer, der så godt som det er nu muligt tager højde for følelsers indflydelse. Jeg ser det som urealistisk at tro, Gomde klarer sig bedst uden.

Jeg synes vi skal have valg til bestyrelsen, og at Chökyi Nyima Rinpoche og linjens efterkommere, skal være endelig besluttende instans. Og jeg synes, det skal være helt gennemsigtigt, hvordan de penge, medlemmerne giver, bliver brugt. At der skal nedsættes udvalg, så der bliver bredere beslutningsgrundlag og nemmere for menigmand at henvende sig direkte. Organisationsstruktur er ikke mit speciale (mildt sagt), måske der er nogen, der har nogle bud på en tilfredsstillende opbygning.
Jeg mener ikke een årlig samling, kan stå alene. Jeg har brug for at lade en sag gynge i sindet, vende og dreje den, for at komme med en velovervejet udtalelse. Det er der ikke tid og ro til på et årligt møde, hvor en Summercamps mange udfordringer tager kræfter og opmærksomhed. Det ville være godt, hvis formandens beretning blev lagt ud på bloggen, så den kunne danne grundlag for en åben og fordomsfri diskussion både på bloggen og på et efterfølgende møde, så bestyrelsen og forhåbentlig kommende udvalg virkelig kunne få indblik i hvilke tanker, der rører sig blandt bidragsydere og brugere af Gomde. For at en organisation skal fungere rigtig godt, er det afgørende, at beslutningstagerne ved, hvad der rører sig blandt græsrødderne, interesserer sig for det og tager det med i beslutningsprocessen Med blog, internet og god vilje skulle det kunne fungere trods geografiske afstande.
Når noget, der minder om mine ønsker, er begyndt at spire frem, vil jeg fordoble mit bidrag med glæde.

Venlig hilsen
Bodil i Borup